På ferie i Eilat

Efter skuffelsen over den aflyste Sinai tur, tog vi søndag d. 18 af sted til Eilat, som ligger ca. 5 timer syd for Jerusalem. Der havde vi nogle virkelig dejlige dage, med vandring i ørkenen, badning, snorkling, kamelridning og afslapning.
Vejret i Jerusalem er omkring 15 grader (jeg ved godt det ikke er noget at ”klage” over, i forhold til DK J ) så det var skønt at komme til Eilat hvor der var omkring 25-30 grader. Sjovt at være i et land hvor 5 timer kan gøre sådan en forskel på temperaturen. 

Vi boede på et kristent hostel, som var anderledes end jeg har prøvet før. Det var et meget socialt sted, med sofaer uden for hvor man kunne sidde og snakke med de andre som boede der. Hver dag holdte lederen af hostlet noget bibelstudie som man frit kunne komme til. To af aftenerne viste de film på storskærm ude i det fri, som alle var velkommen til at være med til. Det var et super godt sted, og lederen var virkelig imødekommende, hjælpsom og fyldt med ideer og energi.
Om mandagen tog vi til en nationalpark som hed, Timna Park som specielt er kendt for en model af Tabernaklet , som er det tempel som israelitterne havde med, da de vandrede i ørkenen i 40 år. Vi har før på opholdet hørt om Tabernaklet, om hvordan det var bygget, og derfor var det vildt fedt at se en model af det. Det var bygget i den samme størrelse som den ægte var, så det gav også et godt billed af hvordan det i virkeligheden var. Det var vildt fedt at se, og det gav et billed af hvordan det måtte have været for isralitterne at skulle have det med. Tabernaklet er bygget 4 gange mindre end det i templet, men jeg synes stadig det var ret stort, og det måtte have været ret besværligt at skulle have med rundt, tage det ned og sætte det op igen hver gang de kom til et nyt sted. Mon de nogle gange har tænkt, når Gud ryggede sig, "Ej Gud nu gider vi altså ikke tage det tempel op og ned igen!"..
Vi havde et kristen guide, som fortalte om Tabernaklet, og det gjorde at han også koplede nogle kristne perspektiver på, hvilket var ret fedt! Rundt om det helligste og det allerhelligste, var der tæpper. På de tæpper var der fire farver, og guiden fortalte at de hver havde en betydning. - Lilla (royalitet), blå (himmel), rød (blod), hvid (renhed). Disse farver var blev et symbol på Jesus, Guds søn, som kom her til jorden fra himmelen, for at rense os ved sit blod og gøre os helt rene. Det var ret fedt at få det syn med på det, og se at Gud helt fra starten havde planlagt at Jesus skulle komme.

                                                                      Model af Tabernaklet

                                    
                                                              Vores guide foran Tabernaklet

                                          De fire farver i tæppet til det helligste og det allerhelligste

 

                                                                         Tabernaklet inde i
                                
                                                                           Pagtens ark

 

Resten af dagen gik og kørte vi rundt i parken/ørkenen. Det var lidt som på ørken turen, men alligevel anderledes, hvor vi gik mere rundt i store klipper og sten. Det var fantastisk flot og vildt fedt at gå rundt i klipperne!

                               Man føler sig (bogstaveligvis!) lille i sådan et fantastisk skaberværk!

                                                          Elisabeth og Lene ved  "svampen"

                                                                         Fantastisk natur!

Tobias klatre sig igennem klipperne

                                                             Yad Va Lev - E12! - vi var der! :)

 

På Sinai turen skulle vi have været omkring 30 personer af sted, da der både skulle nogle med fra discipelskolen og Israel Missionen. Da ændringerne kom, hoppede nogle fra. Der var dog stadig nogle fra både Israel Missionen og discipelskolen som blev nød til at komme væk fra Israel, over grænsen, for at få fornyet deres pas. De havde bestemt at tage til Jordan, da det var den mulighed der var efter urolighederne. Utroligt nok havde det søndag, da vi ankom til Eilat, lige regnet, hvilket det gør meget sjældent i Eilat. Det havde regnet en del i forhold til hvad de var van til. Grænsen til Jordan var derfor blevet oversvømmet og dermed lukket.  Derfor kunne de ikke komme til Jordan på det planlagte tidspunkt, og de planer som var blevet lagt, gik (igen!) i vasken. Det var ved at være lidt frustrerende med hele tiden at skulle lave planer om, men de holdte humøret oppe, og vi hyggede os nogle dag med dem i Eilat. Efter nogle dage blev grænsen åbnet igen og de kom alle over og fik fornyet deres pas.
Os ”Yad Va Lev – folk” brugte dagene i Eilat på at bade, snorkel, shoppe og ikke mindst på kamelridning!

 

                                      Shoppetur i Eilat! :) Elisabeth, mig, Lene, Lone (fra Israels Missionen) og Ida

                                                                       Klar til snorklig! - det er for fedt!

                                          

                                                                               Vi har det SUPER godt!

Torsdag havde vi fået arrangeret en 4 timers tur på kameler. Vi kom til ”The Camel Ranch”, hvor vi hver fik hvor vores kamel, min hed ”Gal”. :)

Efter lidt introduktion satte vi os op, og så red vi af sted, i en karavane, hvor kamelerne var sat sammen. Det var vildt fedt at sidde der på kamelen! Noget jeg virkelig havde glædet mig til! Vi fik efter noget tid lov til at selv at ride uden at de var sat sammen. Vi red rundt i ørkenen, mellem sand og klipper. Kamelerne havde gået turen tit, så de vidste lige hvor de skulle gå hen.J
Efter noget tid kom vi op på et bjerg hvor vi holdte en lille pause. Efter det skulle vi ned af bjerget igen, hvor vi gik med kamelerne, da de ellers ville have gået for hurtigt ned og det ville have været lidt vildt at sidde på dem imens.
Det begyndte at blive mørkt, og stjerne kom frem. Det fik mig til at tænke på De Tre Visemænd. Jeg sad og forestillede mig hvordan de havde reddet rundt i ørkenen, måske på kameler, og fulgt den store stjerne som ledte dem til Jesus. Det var ret fedt og en dejlig oplevelse!
Pludselig stoppede vi, og vores guide fik hurtigt startet et bål, hvor han lavede te og fladbrød til os. Det var rigtig hyggeligt at sidde der rundt om bålet mens han fortalte lidt om kameler og andet. Man kunne se og mærke at han havde arbejdet med dette i lang tid, men alligevel havde han en kanongejst for det. Han var virkelig en god guide som nød sit job og kamelerne. Det gjorde også turen ekstra god!

Efter at min kamel havde skreget og var lidt uroligt, blev jeg lidt i tvivl om jeg egnetlig turde sætte mig op på den..:)

Men vi kom afsted!

 

Alle mand på række

Det er ikke altid nemt at styrer en kamel, når den er sulten! :)

Mig og min kamel Gal :)

Man skal holde ved når man skal af og på..:)

 

Hvor har vi det godt!
Elisabeth, mig, Ida og Lene

 

Efter nogle gode dage, vendte vi, fredag, snuden hjemad og i morgen starter en ny arbejdsuge.
Mens vi har været på ferie, har det været lidt flere uroligheder, som I sikkert også har hørt om, men nu håber vi på at fredsaftalen holder og at urolighederne derfor stopper. Vi har ikke mærket mere til det, og får stadig af vide at der ikke er noget at være bekymret for. Israel og landene omkring, har dog stadig brug for forbøn og jeg håber I vil være med til at bede for at der en dag for alvor vil komme fred med dem!
 

Det kommer lidt tæt på - men ingen grund til bekymring!

Som de fleste nok har hørt sker der ting og sager her i Israel. Indtil for nogle dage siden, har det ikke været noget som har berørt os. Da der var blevet affyret nogle raketter mod Tel Aviv, begyndte det at komme lidt på. Ikke at vi sådan var bange eller noget, men vi kendte nogle som var i Tel Aviv på det tidspunkt, og det havde været en lidt speciel oplevelse, da luftalarmerne lød.
I går eftermiddags, mens jeg sad på mit værelse, lød luftalarmerne så pludselig. Vi blev alle lidt forvirret, var i tvivl om det nu var det, eller om det ”bare” var sirene fra en ambulance. Vi blev dog ret hurtigt enige om at det var luftalarmerne. Vi har fra start fået af vide, at når luftalarmerne lød, skulle vi gå hen i beskyttelsesrummet. Det virkede dog ikke som noget særlig voldsomt, og alarmerne gik hurtigt væk igen. Det blev dog så bare en anledning til at se beskyttelsesrummet, så nu ved vi hvor det ligger til en anden gang. En af de andre volontør var i byen, da luftalarmerne gik og han fortalte at folk på gader ikke reagerede det mindste. Hvorfor ved jeg ikke, men vi undres lidt over, hvornår man ved om man virkelig skal søge til beskyttelsesrummet…
Det var en kort oplevelse uden nogle store ting, men alligevel ret specielt at opleve. Ikke at jeg sådan nåede at bliver bange, men bare det at høre luftalarmerne og komme ned og se beskyttelsesrummet, var en ret speciel oplevelse. Det er meget mærkeligt og uvirkeligt at være i et land, hvor sådan noget sker. Der er dog ingen grund til bekymring, for at være i Jerusalem. En af Ordet og Israels medarbejder sagde i går, at det stadig er farligere at kører i trafikken i Jerusalem end det er at opholde sig her.

Ind til i går var det, hvad vi havde mærket til med urolighederne her i Israel. Vi glædede os derfor alle til søndag (i morgen) hvor vi skulle på den længe ventede, fantastiske tur til Sinai. Vi har en uges ferie, og havde meldt os på en tur til Sinai, sammen med vores leder par. En tur hvor vi skulle bestig Sinai bjerget, sove der og vågne op til fantastisk solopgang, ride på kameler, møde beduiner og meget mere. I dag blev vores planer desværre ændret.
Pga. at Israel nu har sat soldater ved grænsen ved Gaza, ved man ikke helt hvad der kommer til at ske og derfor har vores leder i Danmark bestemt at vi ikke skal til Sinai. Det er enormt ærgeligt, da vi virkelig havde glædet os til denne tur! Men vi forstår selvfølgelig godt beslutningen og er glade for at de har bestemt det sådan.
Det er rigtig træls, men på en måde også et luksus problem, at vi ikke kan komme på tur. Sådan er det at bo i et land i Israel og vi tager det med et smil og er i godt humør. Vi har dog stadig ferie, og tager derfor til Eilat, hvor vi sikkert også kommer til at opleve en masse spændende!

Det kommer lidt tæt på, uden at vi har noget at være bange for. Det er specielt at være i et land med sådanne konflikter, og man mærker det ekstra, når ens egne planer bliver ændret på grund af det.  
Bed gerne for Israel og alle lande omkring. Der er brug for fred!

Rundt i Jerusalem

Efter næsten 2 ½ måned hernede har jeg efterhånden oplevet lidt af den Israelske kultur rundt i byen (jeg har sikkert stadig en masse til gode).

I busserne
Når vi skal på arbejde i suppekøkkenet og på skolen tager vi altid bussen. Vi efterhånden ved at være ret fortrolige med de enkelte busser, bus 7 og 4. Der betyder også at vi er ved at lære nogle af buschaufførerne lidt at kende, eller vi kan i hvert fald genkende dem og ved om de kører godt eller skidt.J Én buschauffører som i hvert fald kan genkende os, er en mand i bus 4, som vi tager når vi skal til og fra skolen. Hver eneste gang vi kommer ind i bussen til ham, siger han ”Hallo blue eyes” eller ”All blue eyes”. Hvis vi skal have tanket penge op på vores buskort, og er han hurtig til at hjælpe og tiltaler os ”darling” og ”sweetheart”. Vi kan ikke lade værre med at more os over det hver gang, men kan heller ikke lade værre med at synes det er lidt specielt.
Udover buschaufførerne begynder vi også at kunne genkende nogle af de andre mennesker i bussen. Når man skal køre med 7’erne kan møder man ofte nogle gamle damer. De er der hver gang, og vi undre os over hvad de om skal hver morgen ved den tid. Nogle er dem er nogle rigtig sladdertanter. Selvom vi ikke forstår meget af hvad de siger, har jeg flere gange kunnet se at de har snakket om os. F.eks. stod jeg en dag med fronten til to damer, mens Lene stod med ryggen til dem, og der fik de virkelig snakket om Lene! J Det er sjovt hvor meget man forstå ud fra øjnesignaler og kropssprog!
Noget de virkelig er gode til her i Israel, er at flytte sig fra sin plads, hvis en ældre kommer! Der går ikke mange sekunder før der hurtigt er en der rejser sig for at gøre pladsen ledig. Det sker dog at de ældre skal vise en hvis stolthed og ikke vil tage i mod pladsen, men tilbuddet er der i hvert fald, hvilket jeg synes er rigtig fedt!   

Vores blå øjne
Det med vores blå øjne er virkelig meget vi hører for! I sær to af de andre volontør, Lene og Elisabeth som har mere blå øjne end Ida og jeg. Ofte hører vi kommentar fra folk vi handler hos eller som vil have os til at handle. Dette er meget ”normalt” eller i hvert fald noget jeg godt kan forstå, fordi vi så står og snakke med dem, så på den måde har de ”mulighed” for at se vores øjne. Det der overrasker mig rigtig meget, er de kommentar vi får fra folk som knap nok at se os øjnene. Én dag var jeg ned i Den Gamle By og handle med Lene. Strømmen gik, men tilfældigvis havde Lene og jeg pandelamper med så vi gik rundt i butikkerne med pandelamper (hvilket var ret sjovt både for os og dem vi handlede hosJ). Mens vi gik rundt i mørket, kommenterer manden i butikken pludselig Lene blå øjne. Lene havde ikke haft pandelampen i panden, men havde gået med den i hånden, og trods det, var hendes øjne noget manden lagde mærke til.
En anden dag sad vi 4 piger uden for en café, hvor der hurtigt gik en ung dreng forbi. Uden at have fået øjenkontakt med nogle af os, udbryder han ”Wow blue eyes” og haster hurtigt videre. Vi har svært ved at forstå hvordan de kan opdage vores blå øjne så hurtigt, men det gør mange åbenbart.J - Så hvis du har blå øjne, så kom til Israel og få selvtilliden i top! ;)

På café i byen, hvor vi fik kommentar for vores blå øjne:) 

Frem med albuerne!
Noget jeg er ved at have lært ved at gå rundt på gaderne her i Jerusalem, er at bruge albuerne! Lige som bilerne kører som de har lyst, dytter og møver sig plads, sådan gør man også hvis man skal rundt på gaden.
Vi har noget vi kalder ”sjukken” som bl.a. er et stort frugtmarked. Der er 2 gader, den lukkede hvor man køber fugt og den åbne, hvor man kan købe alt muligt andet! Hvis man kommer midt på dagen er der altid proppet med mennesker! Der lære man ret hurtigt, at hvis man vil frem, så møver man! Ikke noget med at stå og vente på at der bliver gjort plads til dig, nej du skal være uhøflig. J I starten synes jeg det var ret svært, men efterhånden tror jeg, jeg er ved at lærer det. Det sammen gælder hvis du skal købe noget, og tror du står i en kø. Køkulturen virker ikke til at være det de er mest fan af, i hvert fald kan du nemt komme til at stå i lang tid og vente, hvis du ikke holder dig til.  
Det er en oplevelse at handle i sjukken! En masse boder fyldt med dejligt frugt, en masse mennesker og larm! Folk i boderne råber op om forskellige tilbud og om hvor godt deres frugt er. Noget der er ret fedt er at man ved alle boder kan få smagsprøver. Hvis du f.eks. skal købe nogle vindruer, nødder eller andre små ting, så tager hapser du bare. I starten kunne jeg ikke helt finde ud af om det var okay, men fandt ret hurtigt ud af det er det! Det er ret fedt, da man så kan gå rundt til de forskellige boder og smage efter hvem der har de bedste vindruer.J

I sjukken på en lukked gade. Et tidspunkt med ikke så mange mennesker

Sådan ser det oftest ud - fyldt med mennesker!

Lene handler

Nødder for alle pengene!

Og en masse sjove og lækre ting!

Sjukken er selvfølgelig ikke det eneste sted man kan handle. Der er rigtig mange muligheder for at købe det ene og det andet. Den Gamle By er fuldt med en masse souvinere og alt muligt man kan bliver fristet af. Der gælder det bare om at være i humøret til at prutte om prisen, for ellers kan du bliver godt og grundet snydt. Det er ret sjovt og jeg kender jo også en del til det, fra da jeg var i Tanzania. Nogle er sjove at handle med, hvor man kan stå og små diskuterer lidt frem og tilbage, mens andre kan blive ret sure og smider en ud af butikken. Det kan nogle gang være svært at vide hvad den rigtige pris på en vare er, så når de smider en ud af butikken og bliver sure, kan man ofte regne ud, at man måske gik for langt ned. Så er det godt at man bare kan gå til den næste butik som sælger det sammen. J

 Den Gamle By

 

Det et for nemt at blive fristet med alle de ting!


Elisabeth på indkøb i en butik med en masse træting

 

Vi undre os :)
Vi volontør lever et rigtigt luksus liv, hvor vi får handlet ind. Margrethe og Peter køber stort set alle medvare så det er virkelig en luksus for os! Ikke mindst pga. hvor LANG tid det kan tage at handle ind i supermarkederne! Jeg har nogle få gange været ned i supermarkederne at handle. Det er en oplevelse og en test for tålmodigheden. Lige meget hvor mange mennesker der står i køen eller hvor mange varer der er på samlebåndet, virker ekspedienterne ikke til at føle det mindste stress eller have et behov for at skynde sig. Det er specielt når man kommer fra en dansk kultur, hvor ekspedienterne arbejder på højtryk for at leve op til den forventede effektivitet.

Som forventet så har jeg mødt kulturforskelle og det er altid en udfordring. Nogle ting kan man grine af, og more sig over, mens der er andre ting der frustrerer og irritere en. I starten af vores ophold forslog Margrethe at når vi kom til de tidspunkter hvor vi stødte på en kulturforskel, skulle vi i stedet for at irritere os, undre os. Det har jeg prøvet at tage til mig! Så derfor undre jeg mig, nogle gange rigtig tit, men sådan er det at leve i en anden kultur. – spændene, udfordrende og lærerigt!  

En lille sjov oplevelse..

Det er begyndt at blive koldere hernede. Lidt efterårs agtigt, men nok alligevel en lun efterår. Det har regnet nogle få gange, hvilket er til glæde for mange! Der skal dog vidst meget til før vi når op på det I har fået i Danmark!
En dag på vej hjem fra suppekøkken, kom vi forbi nogle ortodokse jøder, som havde forberedt sig til regnen.  De havde pakket deres hatte ind i plastisk. Det så virkelig sjovt ud og jeg er spændt på at se når regnen virkelig kommer, om alle så går rundt med plastisk på hovedet.:)

 

Til venstre går de tog unge drenge med deres hatte og plastik på hovedet.

 

Lidt tættere på

For lidt over en uge siden, var vi volontør blevet inviteret ud til en jøde ved navn Ted. Han kommer hver torsdag og arbejder i suppekøkkenet som frivillig. Hver torsdag skal hans kone forberede til sabbat om fredagen, så derfor vil hun gerne have ham ud af huset. J
Man kan være sikker på at man bliver taget godt i mod af Ted hvis man kommer om suppekøkkenet om torsdagen. Han er en meget venlig og omsorgsfuld mand som snakker og spørger ind til alle. Fra den første gang nogle af os mødte ham i suppekøkkenet, sagde han at vi skulle komme ud og besøge ham, og siden da spurgte han os hver gang hvornår vi kom.

Ét eksmpel på en sabbat-forberedelse.Stykker af toiletpapir, da det er arbejde (som man ikke må en sabbat) at rykke toiletpapiret fra i hinanden.  

 

Hele holdet i suppekøkken, før vi tager med Ted hjem.
 
Så en torsdag fik vi det planlangt sådan at vi alle kom i suppekøkken sammen, og derefter tage med Ted hjem. Så snart vi kom ud fra suppekøkkenet begyndte Ted at fortælle en masse om Israel og andre ting. Man mærker hurtigt hans lyst til at fortælle og give os et indblik i landet og hans liv.
Ted kommer oprindeligt fra USA men flyttede for omkring 37 år siden til Israel sammen med sin kone og nogle venne-par. I stedet for at slå sig ned her i Jerusalem bestemte de sig for at være nybyggere ved Vestbredden. Sammen med 4 andre par begyndte Ted og hans kone at opbygge et nyt samfund. De startede med 11 personer og i dag efter 37 år er der 2500 indbyggere i byen!
Vi tog en bus fra Jerusalem og kom efter 3 kvarter til byen hvor Ted bor. Før vi kom hjem til Ted, ville han vise os den børnehave hvor hans barnebarn gik. Jeg tænkte første at vi sikkert ”bare” skulle se bygningen, måske stå ved en hegnet og kigge ind til børnene, og så videre. Men nej, vi skulle helt ind. Ted gik bare helt almindelig ind i børnehaven, med os i hælene, sagde hej til pædagogen og så satte vi os ned sammen med børnene. De var ikke forberedt på at vi kom, men tog godt i mod os. Børnene sad rundt i en rundkreds og gik i gang med at synge for os. Lidt efter fandt pædagogen kage frem som børnene fik lov til at servere for os, hvor efter de selv kunne spise. Det var virkelig flot af dem, og jeg var især forbløffet over hvor rolige børnene var, da de skulle vente til os gæster havde fået kage først. Vi snakkede om, om børnene mon ville have været så stille i Danmark, og jeg har min tvivl, men måske..:) Senere så vi da også  at de var helt ”almindelig” børn som ville have mere kage og som sloges. J
Det var rigtig fedt at besøge børnehaven, og jeg var overrasket over at vi bare sådan kunne kommer og ”forstyrrer” dem midt i deres dag.

Mens vi gik videre til Teds hus, gik han og pegede på næsten alle huse og sagde, ”De kommer fra Tyskland, dér kommer konen fra USA, dér manden fra Holland, ovs.”. Han kender rigtig mange i den by!
Vi kom hjem til Ted, til et veldækket bor med en masse snacks og sild! Ted fortalte at han vidste at danskere elskede sild, så derfor skulle vi have det. Det var virkelig sødt tænkt af ham, men vi hører måske ikke til den generation som ELSKER sild, så vi var ikke jublende begejstret. Vi spiste det dog alle sammen, og det smagte faktisk rigtig godt! J
I mens vi sad og spiste, fortalte Ted en masse! Han fortalte og fortalte om Israel, hvordan de var kommet er til og om deres liv. Det var virkelig spændene at høre om hvordan deres liv havde været da de kom. Om hvordan de samarbejdede både praktisk og økonomisk. Hver gang noget skulle bygges i byen, samlede de ind til det og kunne derefter bygge. Han fortalte bla. at hans kone dengang var byens taxi-chauffører, da de var de eneste der havde bil, og der gik igen busser til Jerusalem dengang. Derfor kørte hun frem og tilbage med folk når de skulle til byen.

Efter at have spise os godt mætte, tog Ted med hen til 2 synagoger. Her fortalte han en masse om hvordan det forgik når de samles i synagogen. F.eks. at mænd og kvinder er delt op, mændene forrest, og kvinderne bagerst, bag ved et tæppe, så mændene ikke kan se dem. De har hver er fast plads i synagogen.  
Han fortalte også om nogle af de regler som de skal følge. F.eks. fortalte han om reglerne når man mister en af sine nærer. Afhængig af hvor tæt man er til personen, må man ikke sidde på sin faste plads i en bestemt tid og ikke købe nyt tøj et bestemt tid. F.eks. Hvis det er ens forældre er det i 1 år, hvis det andet familie medlem 1 måned, og i begge tilfælde må man ikke forlade sit hus den første uge. Det var ret specielt at hører hvordan der var regler for hvor længe og hvordan man skal sørge. I synagogen har de forskellige toralruller som de læser i på forskellige tidspunkter. Én læser de i hver sabbat og en anden læser af hver gang de starter en ny måned. Ted fortalte at lige som vi har et navn til hver dag, så har de også et navn til hver uge. Uge navnet bliver bestemt ud fra teksten til sabbaten. Hvis de f.eks. skal læse om Noa, så hedder ugen op til sabbaten ”Noa-ugen”.
 

I synagogen, forrest på mændenes pladser

Ted viser os de flotte Torarullerne

 

En slags pegepind som man bruger når man skal bladre i toraen, da man ikke må rør ved det med sine hænder.

Efter at have set de 2 synagoger tog Ted os med til sted med en rigtig god udsigt.
Fra det sted kunne man se ud over flere byer også over den by hver Ted for i. Vi kunne også se den del af byen som bor ”ulovligt”.
Byen Ted bor i, lille på Vestbredden og er derfor under Palæstinensisk styrer. Da der på et tidspunkt kom mange uroligheder om Israel og Palæstina, ville regeringen i USA gerne have at nybyggerne flyttede til Israel og ikke boede på Vestbredden. Ted og de andre i byen, ville ikke flytte, og derfor bestemte regeringen at de i hvert fald ikke skulle have lov til at bygge byen større. Derfor lavede et område hvor til de måtte bygge, og ikke videre derfra! Efterhånden var der dog ikke plads til alle menneskerne i byen, og derfor har nogle brudt den regel og bygget ulovligt.

Flot udsigt

Ted fortæller og fortæller :)

Den ulovlige bydel

  
Efter det, tog Ted og med rundt til nogle af sine børn og børnebørn som også bor i byen. Det var ikke noget med at han lige skulle ringe og sige at han lige kom forbi med en flok, nej vi gik bare lige ind, mens de var i gang med madlavning og lektielæsning. Det var lidt specielt og jeg havde det dårligt med at vi bare sådan kom vadende, men de tog det meget pænt og bød os velkommen. Hvert sted viste Ted os lidt rundt i huset og fortalte stolt om sine børnebørn, hvilken klasse de gik i, hvor gode de var ovs. Det var lidt sjovt at han bare fortalte, men man kunne virkelig mærke hvor stolte han var af sine børnebørn. Et af stederne fik han også 2 børnebørn til at synge for os. Hvis det havde været min bedstefar der var kommet hjem til os med 7 fremmede mennesker og ville have mig til at synge for dem, havde jeg stukket halen mellem benene og gemt mig ved min mor, så jeg synes det var ret sejt at dem! J
Ted fortalte hvor glad han var for at de boede så tæt sammen som familie, og hvor meget det gjorde for deres forhold til hinanden. Det var meget normalt at kommer uanmeldt på besøg hos hinanden, hvilket han godt kunne lide.

Da vi havde besøgt næsten hele hans familien (synes vi J) tog vi hjem til Ted og spiste pizza hvorefter vi tog bussen hjem til Jerusalem igen.
En rigtig god dag med en masse nye indtryk! Det var rigtig spændende at komme lidt tæt på en lokal og høre ham fortælle om sit liv. Jeg er forbløffet over Teds imødekommenhed og iver efter at vise os hans liv. Han har ca. 7-8 grupper hjemme på besøg om året, så det er virkelig noget han kan lide at gøre, hvilket er utrolig fedt da man ser, hører og oplever nogle ting som man ikke normalt ville komme til!

"Vi på vejen igen.."

En dag kom vores dejligt leder-par, Margrethe og Peter og spurgte om vi i weekend ville med på tur. – der skulle ikke meget overtagelse til! J
Torsdag efter arbejde, et hurtigt bad, fik vi pakket tasken og så ellers af sted i vores lille minibus ”Bumle” (som vi kalder den).
Turen gik til Ein Gedi hvor vi skulle overnatte til fredag. Første stop inden Ein Gedi, var et ørken område hvor vi gik en lille tur ved noget der hed Wadi Og. Som på ørken turen var der utrolig flot natur og her fik vi lov til at kravle op og ned mellem nogle de store sten.

I Wadi Og  

 

Hvilken smuk natur Gud har skabt!

  

Efter en god time kørte vi mod Ein Gedi som er en by ved Det Døde Hav. Vi fandt et sted hvor man måtte overnatte lige ned til Det Døde Hav. Fandt grille frem og det medbragte mad som Margrethe og Peter, fantastisk nok, havde søret forJ
Efter en dejligt aftensmad og en lille tur ned ved vandet, lagde vi madrasserne (ja madrasser! J - en ren luksus tur) ud og lagde os til at sove med stjernerne over os.
Vi synes efterhånden det er ved at bliver lidt koldt her i Jerusalem, og nød de 33 grader i Ein Gedi. Tænk – 33 grader den 1. november kl. 22! J
Jeg faldt dejligt i søvn men vågnede op ved halv 4 tiden af musik. En bil var kørt tæt på hvor vi lå og sov, og havde så skruet helt op for musikken så der var bare gang i den. Der gik ikke lang tid før vi alle var vågen og lå og klagede lidt over det. J. Jeg tænkte straks tilbage på tiden i Tanzania og gik i gang med at finde min Ipod frem, til at overdøve musikken med min egen musik. Dejligt nok, fik jeg ikke brug for det, da der efter lidt tid gik en mand over og snakkede med fyrene i bilen som så kørte væk igen. De næste 2 timer kunne vi så sove i nogenlunde ro, men ved halv 6 tiden var de samme fyrer på banen igen, denne gang i vandet. De tog en god morgendukket, var i vældig godt humør og sang, grinet og skreg.


                                                 
                                                                                                ..Ja tænk engang!

Vores lille "lejr"

Området hvor vi sov og spiste, fantastisk flot!

Efter en god morgen mad, tog ved 8 tiden videre til Ein Gedi nationalpark. Det var en tur rundt i ørken, med kilder og vandfald. Vi gav os god tid. Nød naturen og badede. En virkelig dejlig og flot tur!!
Før vi vendte snuden hjem ad, stoppede vi ved et sted med mudderhuller som vi lige skulle ned trampe rundt i.
Der er bare så mange fantastiske steder at tage hen her i Israel og hvor er det dejligt at vi får lov at oplever så meget af det!!
I dag har jeg nydt en stille og rolig lørdag, inden arbejdet igen går i gang i morgen. Jeg har det altså bare godt her!

Så kom vi til Ein Gedi

Ida på farten

Mig, Anders, Peter, Frederik og Elisabeth

Lene tester sine muskler!

Anders og Filip under vandfaldet

 

Andre skulle lige have lidt hjælp til at komme under...:)


Anders, Elisabeth, Margrethe og Peter i godt humør

 

Udspring ved kilderne

Det er super duper!

 

 

Så kom vi til mudderhullerne

 

Dejligt med mudder tær!

Mudder, mudder og mudder!