Det er meget anderledes end jeg havde tænkt på forhånd. Før vi startede vidste jeg faktisk ikke særlig meget om autister. Mit eneste kendskab til autister var de autister som fint fungere i en ”almindelig” klasse. De kan måske have nogle sociale problemer, og have virke lidt anderledes, men alligevel ikke noget man sådan lægger så meget mærke til. Eller de ”historier” om personer som er vildt gode til én bestemt ting, husker noget bestemt eller samler på noget bestemt. Det var det jeg kendte til autisme før jeg startede på skolen. Det er ikke for at jeg have lært så meget mere om selve sygdommen, men jeg har lært at autisme findes på mange forskellige måder og grader!
Hver mandag og onsdag hjælper jeg til i en 6. klasse. Det tog noget tid før jeg fandt ud af at det var en 6. klasse, pga. det anderledes niveau. Vi er 4-6 voksne hver dag, hvor vi møder på lidt forskelligt tidspunkter. To af dem er lærer, mens vi andre er, social arbejder, studerende, volontør eller en slags pædagoger. Nogle gange føles det som mange voksne på en gang, men det er ikke altid til at vide, da børnene kan opfører sig meget forskelligt fra dag til dag. Vi holder pauser på skift, da der hele tiden skal være nogle sammen med børnene, så det gør også at der helst skal være nok voksne til at skifte.
Merethe er ikke lige det nemmeste navn for dem at sige, så derfor blev mit navn hurtigt den første dag lavet om til ”Mimi” og det har jeg heddet siden. (kun i skolen). Jeg synes det ligger ret meget på at ”Mini” som i ”Mini Mouse” og synes derfor det er lidt pinligt når vokse kommer og spørger hvad jeg hedder. J Jeg har dog hurtigt vænnet mig til det, og synes det er helt fint og dejligt at børnene så kan kalde på mig. En af pigerne i klasser siger ofte ”Mimi, Mimi” så det kan jeg ikke helt lade værre med at synes det er sødt. J
Vi kommer fra ca. kl. 8.30 – 15.30. Det holder dog ikke altid, da trafikken ikke er til at regne med! Vi skal med to busser, altså skifte bus inde i byen og dette kan give lang ventetid. Busserne har måske faste tidspunkter hvornår de kommer, men det kan man ikke rigtig regne med. Der kan komme to af den sammen nr. bus lige efter hinanden, selvom det er morgen og de lige skulle være startet. I sær om morgenen er der meget trafik, som også gør at det tager endnu længere tid. De første dage vi skulle hen på skolen, kom vi selvfølgelig for sent (fordi vi tænkte at vi skulle være der præcis kl. 8.30). Jeg kom ind i klasse og sagde undskyld for forsinkelsen, men lærerne sagde bare ”nåå ja ja, trafikken er ikke til at regne med”. Jeg har efterhånden lært, at sådan er det bare. Selvom vi hver gang tager hjemmefra kl. 7.30, kan ankomsttiden spænde over en halv time. De lange turer og vente tid, udnytter vi godt med at læse. Jeg har efterhånden fået læst en del, bare ved at køre og vente på bus.J
Vi kalder det er skole, men jeg vil nu også kalde det en
slags institution for børnene med autisme. De kommer omkring kl. 8.00 om
morgenen og tager hjem omkring kl. 17.00. Derfor er det ikke kun
skoleundervisning de har, men også fritid og andre ting. Da børnene er autister
skal vi heller ikke lave den samme ting for lang tid. Dette gør at vi laver
mange forskellige ting. Hver dag holder vi i klassen morgen- og middagsmøde,
hvor vi skriver op på tavlen hvad vi skal lave den dag, og hvilke tidspunkt vi
skal det. Efterhånden som vi kommer i
gennem dagen, sætter vi flueben ved tingene vi har nået.
Dagene går bla. med sport, musik, forskellige opgaver, gymnastik og undervisning om forskellige helligdage, vejret og andre ting.
Børnene i min klasse er meget forskellige. Selvom de alle er autister og er lige gamle, er deres skole niveau også meget forskelligt. Når vi laver opgaver, er det ofte at jeg sidder sammen med nogle som ”bare” skal tegne efter en stiplede linje som danner et billede, eller også hjælper jeg med at træne tallene fra 1-10. Andre af børnene kan godt læse og skrive lidt. Det er lidt specielt at se hvordan en dreng eller pige på 10-11 år har svært ved at tegne efter en linje, men også fedt at hører når lærerne fortæller hvordan han eller hun har udviklet sig i løbet at årene.
Som skrevet er børnene meget forskellige. Det er ikke kun i forhold til skole arbejdet, men også i deres temperament og væremåde. Der er 2 drenge og 4 piger i min klasse. Nogle af dem skal for det mest mandsopdækkes men andre mest skal guides.
Den ene dreng, er meget urolig. Han vil hele tiden have opmærksomhed og søger det bl.a. ved at gøre det modsatte af hvad han får besked på. Han kan finde på alt muligt, som at smide og vælte forskellige ting, slå, sparke og nogle gange at tage alt tøjet af. Det er ret specielt at opleve, i sær i starten, men efterhånden synes jeg lærerne er blevet bedre til at tackle det, og det gør at han ikke gør disse ting helt så tit. Selvom han gør disse ting, er han virkelig bare en herlig dreng, som er utrolig charmerende. Ofte kigger han på en og siger "Sabat Shalome" (en hilsen man siger på sabbet) mens han vinker og så kommer med sit fantastiske smil. Det er svært at modstå men efterhånden har jeg lært ikke at regere på det hver gang, da det også er en del af han søgen efter opmærksomhed, som han ikke altid skal have.
Den anden dreng er egentligt en meget rolig dreng, men kan pludselig begynde at råbe op. Nogle gange bliver der ved i lang tid, hvor han så råber endnu mere, græder og samtidig slår og sparker sig selv. Det er også blevet bedre i løbet at den tid jeg har været det, men kan dog stadig ske. Et par gange har jeg prøvet at stå alene med ham hvor han så pludselig begynder på det. Så har han lagt sig ned lige der hvor vi var, i computer rummet eller ude midt i gården. Jeg sad så og prøvede på at berolige ham og forhindre ham i at slå og sparke sig selv. Det var dog ret svært, da jeg ikke forstod hvad han sagde, og kunne ikke sige ret mange ord tilbage til ham. På disse tidspunkter har det været ret svært. Hvad jeg skulle jeg lige stille op. Jeg kunne ikke rigtig gå fra ham, men heller ikke få ham med hen til de andre. Heldigvis har mine lærere efter et stykke tid nok tænkt at der var noget galt, og har så fundet os og taget over.
De 4 piger er også meget forskelligt. Én pige siger sjældent noget og vil ikke sidde ned. Vi skal tit lige holde hende i hånden så hun ikke stikker af og skal holde ekstra øje med hende når vi spiser. Hvis man ikke lige er over hende, er hun hurtig og sidder pludselig med en af de andres agurker eller kiks i munden.J Hun er en rolig pige, men kan også pludselig hoppe hel vildt mens hun kommer med det største smil og skriger glad op.
Dagene går bla. med sport, musik, forskellige opgaver, gymnastik og undervisning om forskellige helligdage, vejret og andre ting.
Børnene i min klasse er meget forskellige. Selvom de alle er autister og er lige gamle, er deres skole niveau også meget forskelligt. Når vi laver opgaver, er det ofte at jeg sidder sammen med nogle som ”bare” skal tegne efter en stiplede linje som danner et billede, eller også hjælper jeg med at træne tallene fra 1-10. Andre af børnene kan godt læse og skrive lidt. Det er lidt specielt at se hvordan en dreng eller pige på 10-11 år har svært ved at tegne efter en linje, men også fedt at hører når lærerne fortæller hvordan han eller hun har udviklet sig i løbet at årene.
Som skrevet er børnene meget forskellige. Det er ikke kun i forhold til skole arbejdet, men også i deres temperament og væremåde. Der er 2 drenge og 4 piger i min klasse. Nogle af dem skal for det mest mandsopdækkes men andre mest skal guides.
Den ene dreng, er meget urolig. Han vil hele tiden have opmærksomhed og søger det bl.a. ved at gøre det modsatte af hvad han får besked på. Han kan finde på alt muligt, som at smide og vælte forskellige ting, slå, sparke og nogle gange at tage alt tøjet af. Det er ret specielt at opleve, i sær i starten, men efterhånden synes jeg lærerne er blevet bedre til at tackle det, og det gør at han ikke gør disse ting helt så tit. Selvom han gør disse ting, er han virkelig bare en herlig dreng, som er utrolig charmerende. Ofte kigger han på en og siger "Sabat Shalome" (en hilsen man siger på sabbet) mens han vinker og så kommer med sit fantastiske smil. Det er svært at modstå men efterhånden har jeg lært ikke at regere på det hver gang, da det også er en del af han søgen efter opmærksomhed, som han ikke altid skal have.
Den anden dreng er egentligt en meget rolig dreng, men kan pludselig begynde at råbe op. Nogle gange bliver der ved i lang tid, hvor han så råber endnu mere, græder og samtidig slår og sparker sig selv. Det er også blevet bedre i løbet at den tid jeg har været det, men kan dog stadig ske. Et par gange har jeg prøvet at stå alene med ham hvor han så pludselig begynder på det. Så har han lagt sig ned lige der hvor vi var, i computer rummet eller ude midt i gården. Jeg sad så og prøvede på at berolige ham og forhindre ham i at slå og sparke sig selv. Det var dog ret svært, da jeg ikke forstod hvad han sagde, og kunne ikke sige ret mange ord tilbage til ham. På disse tidspunkter har det været ret svært. Hvad jeg skulle jeg lige stille op. Jeg kunne ikke rigtig gå fra ham, men heller ikke få ham med hen til de andre. Heldigvis har mine lærere efter et stykke tid nok tænkt at der var noget galt, og har så fundet os og taget over.
De 4 piger er også meget forskelligt. Én pige siger sjældent noget og vil ikke sidde ned. Vi skal tit lige holde hende i hånden så hun ikke stikker af og skal holde ekstra øje med hende når vi spiser. Hvis man ikke lige er over hende, er hun hurtig og sidder pludselig med en af de andres agurker eller kiks i munden.J Hun er en rolig pige, men kan også pludselig hoppe hel vildt mens hun kommer med det største smil og skriger glad op.
En dag på lege pladsen
Sprog barrieren er nok det der er sværest. Efterhånden kan jeg da sige noget, som: kom, videre, sæt dig, rejse dig, lyt, tallene fra 1-10 og andre få ord som er meget brugbar. Ofte bruger lærerne bare enkelte ord og bruger så kropssproget, da børnene bedre kan forstå og regerer på dette. Det er dejligt, da det hjælper på min kommunikation med børnene, at jeg også kan bruge mit kropssprog.
Flere af de andre voksen i min klasse er ret gode til engelsk. Det er virkelig dejligt, og de er gode til at oversætter og forklarer på engelsk. De er også begyndt at oversætte dagsprogrammet til engelsk, så jeg også kan følge med i hvad vi skal lave i løbet af dagen. Det er virkelig rart, og jeg oplever også at de voksne synes det er dejligt at få trænet deres engelsk lidt.
Generelt er jeg virkelig glade for lærerne og de andre voksne i min klasse. De er meget hjælpsomme og gør et fantastiske arbejde med børnene. Det er så dejligt at se deres tålmodighed og kærlighed til børnene.
Noget som jeg dog har rigtig svært ved at forstå, er deres brug af mobiltelefoner. Det er åbenbart meget normalt at man har sin telefoner med over alt, og bruger den når man vil. I Danmark har vi meget den holdning at vi ikke bruger vores telefoner med mindre det er meget vigtigt. Det er ofte sådan at vi siger ”jeg går altså lige rundt med min tlf. i dag fordi børnene er alene hjemme, eller jeg venter en vigtigt opkald”. Sådan er det ikke i Israel. Alle de andre voksne går rundt med deres telefoner, skriver sms’er eller snakker i tlf. De tager den tit frem for at kigger på den, eller ligger den på bordet. (dette kan føre til at børnene hapser den J). Det er ikke bare i skolen det er sådan, men generelt i Israel. Folk skal kunne få fat i dem hele tiden! En kultur forskel kan man sige! J
Jeg virkelig glad for at kommer på skolen, og kunne skrive et dobbelt så langt blog indlæg, men må vidst stoppe her. J Det kan dog også være nogle lange dag, hvis vi er for mange lærer eller hvis der en dag er meget klasseundervisning som selvfølgelig foregår på hebræisk. De fleste dage skal jeg lige gang, og har lært ikke at gå rundt med mit ur, da jeg så kommer til at kigge på det hele tiden, og føler at tiden snegler sig af sted. Dagene kan føles lange, men gange på gang kan jeg efter en dag tænke glad tilbage. Det er rigtig dejligt at være i den sammen klasse, lære børnene og de vokse godt at kende. Det gør også at jeg efterhånden bliver bedre til at tackle de forskellige børn og kan bedre se hvor der er brug for hjælp. Det er ikke altid det føles som om at jeg er til den store hjælp, mens jeg andre gange godt at se at det er godt med et par ekstra hænder. Jeg mærke deres taknemlighed over hjælpen, og det gør også at jeg har lyst til at blive ved med at kommer, og bedre kan bide i det sure æble når dagene føles lange.
Jeg er virkelig begyndt at holde af dem alle sammen hvilket også gør at det er dejligt at være det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar