På vej hjem i bussen, sad jeg og kiggede ud af vinduet,
prøvede at suge og nyde så meget af Jerusalem til mig som jeg kunne. Vi har 2
uger tilbage hernede, hvilket jeg slet ikke kan forstå!
2 uger betyder også at der er flere og flere ting der enten er sidste gang vi oplever, eller også er der få gang tilbage. Jeg har kun 2 dage mere hvor jeg skal hjælpe på skolen (fordi vi skal til Tiberias i næste uge). Det er helt mærkeligt, og lidt trist, da jeg virkelig er blevet glad for at være der! Når jeg tænker tilbage på starten, er der virkelig mange ting jeg har lært og ting som jeg har vænnet mig til i løbet af tiden.
Hegn omkring skolen
Det er jeg egentligt en normal skole vi hjælper på, men alligevel er det i Israel, og det gør at nogle ting forskelle. Som på mange andre skoler og institutioner i Israel, er skoel-området indhegnet og der står en vagt ved lågen hele dagen. Hvis han går fra lågen, låser han den, så man kan nogle gange godt opleve at der står mange som enten gerne vil ind eller ud, men som bare må vente på at han kommer og låser op igen. Det var lidt specielt i starten at det hele sådan skulle være låst og beskytte, og det kunne godt virke lidt skræmmende at det virkelig er nødvendigt. Hurtigt vænnede jeg mig til det og synes bare det er normalt.
Det hebræiske..
I skolen er det selvfølgelig de hebræiske bogstaver de skriver. Det var virkelig specielt i starten, og jeg sad tit og tænkte på hvordan de kunne få ord ud af sådan nogle mærkelig tegn og streger. Det er ikke for at jeg nu forstå hvad de skriver, (overhovedet ikke! J) men det er efterhånden blevet normalt at der på tavlen står tegn som jeg ikke forstår en klap af. Det har fået mig til at tænke på hvor fascinerende vores hver i sær bogstaver er. Det hele er jo bare streger og cirkler, som er blevet til noget folk virkelig forstå! Det er faktisk ret vildt når man kommer til at tænke på det.
Udråbstegn, spørgsmålstegn og tal skrives dog på ”min” måde, så det er tit jeg ser en sætning, med en masse uforståeligt tegn og så lige et udråbstegn til sidst. J - dog fra den anden side, end jeg er van til, da de læser fra venstre.
Det med læse fra venstre, har jeg også tit lavet fejl i. Ofte har jeg fundet en bog frem til en af børnene, og undret mig over den mærkelig forside, og har så fundet ud af det jeg mente var forsiden var bagsiden (fordi bogen åbnes fra venstre) J. Jeg har selvfølgelig også lavet huller i papir (til at sætte i en mappe) i den forkerte side, og undret mig over hvorfor det ikke passede.J Ja sådan er der mange ting der er anderledes, selvom det er en almindelig skole (med klasser med autist børn).
2 uger betyder også at der er flere og flere ting der enten er sidste gang vi oplever, eller også er der få gang tilbage. Jeg har kun 2 dage mere hvor jeg skal hjælpe på skolen (fordi vi skal til Tiberias i næste uge). Det er helt mærkeligt, og lidt trist, da jeg virkelig er blevet glad for at være der! Når jeg tænker tilbage på starten, er der virkelig mange ting jeg har lært og ting som jeg har vænnet mig til i løbet af tiden.
Hegn omkring skolen
Det er jeg egentligt en normal skole vi hjælper på, men alligevel er det i Israel, og det gør at nogle ting forskelle. Som på mange andre skoler og institutioner i Israel, er skoel-området indhegnet og der står en vagt ved lågen hele dagen. Hvis han går fra lågen, låser han den, så man kan nogle gange godt opleve at der står mange som enten gerne vil ind eller ud, men som bare må vente på at han kommer og låser op igen. Det var lidt specielt i starten at det hele sådan skulle være låst og beskytte, og det kunne godt virke lidt skræmmende at det virkelig er nødvendigt. Hurtigt vænnede jeg mig til det og synes bare det er normalt.
Det hebræiske..
I skolen er det selvfølgelig de hebræiske bogstaver de skriver. Det var virkelig specielt i starten, og jeg sad tit og tænkte på hvordan de kunne få ord ud af sådan nogle mærkelig tegn og streger. Det er ikke for at jeg nu forstå hvad de skriver, (overhovedet ikke! J) men det er efterhånden blevet normalt at der på tavlen står tegn som jeg ikke forstår en klap af. Det har fået mig til at tænke på hvor fascinerende vores hver i sær bogstaver er. Det hele er jo bare streger og cirkler, som er blevet til noget folk virkelig forstå! Det er faktisk ret vildt når man kommer til at tænke på det.
Udråbstegn, spørgsmålstegn og tal skrives dog på ”min” måde, så det er tit jeg ser en sætning, med en masse uforståeligt tegn og så lige et udråbstegn til sidst. J - dog fra den anden side, end jeg er van til, da de læser fra venstre.
Det med læse fra venstre, har jeg også tit lavet fejl i. Ofte har jeg fundet en bog frem til en af børnene, og undret mig over den mærkelig forside, og har så fundet ud af det jeg mente var forsiden var bagsiden (fordi bogen åbnes fra venstre) J. Jeg har selvfølgelig også lavet huller i papir (til at sætte i en mappe) i den forkerte side, og undret mig over hvorfor det ikke passede.J Ja sådan er der mange ting der er anderledes, selvom det er en almindelig skole (med klasser med autist børn).
Jeg kan se en forskel
på nogle af børnene, fra da jeg kom. Nogle af dem er blevet mere rolige, og
lærerne har fundet metoder til at tackle dem bedre. Det er virkelig dejligt at
se og fedt at være med til at følge en sådan fremgang!
Kærlighed i klassen
I vores klasse har vi fået kærligheden at se! J
En dag blev børnene spurgt om hvem de elskede. Efter at nogle havde svaret at de elskede deres mor og far, sad en af drengene, Noam og kiggede drømmende på en af pigerne, Arabel. Pludselig udbrød han drømmende ”Arabel, Arabel”. (hvor efter alle voksne flækkede af grin! J).
Efter den dag, har vi flere gange set hvordan han virkelig er vild med hende! J Flere gange har han set drømmen på hende og sagt ”Arabel, Arabel”, og én gang sagde han Arabel, Arabel, min søde”. Han har ”lært” at ”Den man tugter, elsker man”, for han er ikke altid god ved hende! Mange gange slår han hende, men det er kun fordi han er så vild med hende. Denne forelskelse resultere dog i at de ofte ikke kan side ved siden af hinanden, da hun bliver slået og han ikke kan koncentrere sig. En dag da vi skulle spise, var han helt væk i hende, og skiftes mellem at slå hende, ligger armen om hende og kigger drømmen på hende. Til sidst måtte vi flytte ham om på den anden siden, hvilket ikke var nemt. Han kunne ikke få øjnene fra hende. Det var næsten som i en tegnefilm, når en tegnefilm figur er vild med en, og man bare kan se hvordan øjnene næsten står ud af hovedet og der flyver hjertet ovenover. Det er lidt sjovt at oplever, at han på mange punkter er en helt ”normal” dreng, der f.eks. kan bliver lidt små forelsket. Ja kærligheden kan finde frem til alle..J
Bar mitzvah
Når en jødisk dreng fylder 13 år, fejres dette ved en ceremoni som kaldes Bar mitzva. Det kan sammenlignes lidt med vores konfirmation. Det er et ”tegn” på at man ”træder ind i de voksnes rækker”. I mandags var jeg så heldig at være med til en ceremoni. En dreng fra en anden klasse med autist børn, var fyldt 13 og skulle derfor fejres. Drengen gik sidste år i klasse med børnene fra min klasse og derfor blev de inviteret med. Vi skulle alle samles over i en synagoge tæt på skolen. Udover min klasse og hans egen klasse, var hans familie og andre lærere med.
Det hele foregik selvfølgelig på hebræisk, så jeg forstod ikke altid hvad der skete. En af de andre vokse fra min klasse var dog flink til at forklare hvad der skete ind i mellem.
Selvom mange af børnene var autister, prøvede vi af respekt at lave en lille skille væg mellem drenge og piger, da de normalt gør det i en synagoge. Vi måtte dog flytte nogle af børnene, da det ikke lige fungerede uden voksen (de fleste voksne er kvinder). Det gjorde dog heller ikke noget, men jeg synes bare stadig det var bemærkelsesværdigt, at det blev prioriteret at piger og drenge skulle adskilles.
Først læste og bad nogle af lærerne noget, hvorefter faderen tog drengen med op for at hente Toraen. I den jødiske kalender, har hver uge et skriftsted som hører til den uge. Når man skal fejre sin Bar mitzva skal man læse det skiftsted op som hørte til den uge man blev født i. Da drengen som blev fejret var autist, foregik nogle ting selvfølgelig anderledes, bla. læste han ikke selv skriftstedet højt, men han far og bror gjorde det for ham. Nogle gange når jøderne skal bede, tager de bederem og –klods på. Det gør de for at udtrykke at alle deres følelser og handlinger er under Guds vilje. Tingene bliver sat på venstre arm og på panden, for at de er tæt på hjertet og hjernen. Drengen fik også disse ting på panden og armen.
Efter at faderen og broren havde læst skriftstedet og bedt, skulle toraen sættes på plads igen. Derefter gik drengen sammen med nogle af de andre børn og voksne rundt i synagogen mens vi andre stod og klappede, jublede og sang. Da han kom tæt på os igen, kastede vi slik på ham. Dette er et specielt tegn på at toraen er sød som slik og at man ønsker ham et sødt/godt liv.
Efter mere sang og jublen, gik vi over i skolens gymnastiksal, hvor der var pyntet op med flotte balloner. Så var der ”ta’ selv bord” med forskellige slags mad, som blev sluttet af med en god sød kage!J Under maden blev der spillet musik, en på klaver og en på guitar. På et tidspunkt rejste alle sig op, og så var der bare dans. Der var rigtig gang i den, i sær lærerne fra skolen fik rigtig gang i alle børnene. Drengen der blev fejret, kom op på skuldre og løfte op på en stol og snoet rundt. Han blev rigtig fejret med en masse klappen, danse og jublen.
Jeg overvejede hvor meget drengen mon egentligt forstod af det hele, da han er en dreng med meget få ord. Men jeg tror i hvert fald at han oplevede at blive fejret! J
Jeg fik fortalt af mine lærer at alle holder fest når en dreng bliver 13 år, lige meget hvor religiøse de er. De som ikke er så religiøse holder så bare en fest uden ceremonien i synagogen. Det kan bla. være at de lejer en pool og inviterer venner og familie, til mad, dans og fest. Jeg ved ikke om de alle kalder det bar mitzvah, jeg tror måske mest det er de som holder ceremoni i synagogen.
Det var virkelig fedt at få lov til at opleve hvordan en Bar mitzvah kunne fejres! Spændende at få endnu et indblik i jødernes kultur!
(desværre har jeg ikke fået billeder fra Bar mitzvah endnu, men håber på at kunne lægge nogle ind blogge på et tidspunkt)
Male i Sekel lejligheder
Vi får også malet en masse. Den sidste 1½ uge malede vi ude i nogle lejligheder som ejes af en organisation som hedder ”Sekel”. Det er en organisation som hjælper handicappede til at få et sted at bo og med at få et arbejde. De handicappede bor så sammen i lejligheden, klare så meget de kan selv, og så kommer der en hjælper om aftenen og morgenen og hjælper med hvad der er brug for. Sekel hjælper os med at få vores visum, så derfor hjælper vi dem med at male lejligheder. De har omkring 80 lejligheder i Jerusalem og har bla. et værksted hvor mange kommer og arbejder. Der laver de forskellige ting, pakker reklamer for firmaer og alt muligt. Vores senior volontør har faktisk som noget nyt, været nogle dage ude og hjælpe på værkstederne, hvilket vidst har været en rigtig god oplevelse!
Pletten på vægen..?
Nogle gange er det helt nye lejligheder vi maler i, før der flytte nogle ind, og andre gang er det lejligheder hvor der bor nogle i forvejen. I sidste uge var vi ude i en lejlighed hvor der boede nogle i forvejen. I denne lejlighed var der pludselig en plet på væggen som vækkede vores opmærksomhed. Det var en firkantet plet, og det så ud til at den med vilje ikke var malet. Det lyder måske ret mærkeligt, og det synes vi også det var. Vi spurgte derfor en af medarbejderne hvad det var for noget, og han fortalte at man i nogle hjem lader en plet være umalet/grim som påmindelse af det ødelagt tempel. I år 70 blev templet ødelagt af romerne og i dag er Tempelpladsens vestmur, Grædemuren, det eneste der er tilbage af jødernes minde om templet. I dag er der i stedet bygget Klippemoskéen.
Plette på væggen, er derfor et minde om tempelpladsen og et ”tegn” på at hjemmet ikke skal være pænt eller perfekt, når templet ikke er der mere.
Igen en ret speciel ting men også ret fedt synes jeg. At de så gerne vil mindes templet!
Kærlighed i klassen
I vores klasse har vi fået kærligheden at se! J
En dag blev børnene spurgt om hvem de elskede. Efter at nogle havde svaret at de elskede deres mor og far, sad en af drengene, Noam og kiggede drømmende på en af pigerne, Arabel. Pludselig udbrød han drømmende ”Arabel, Arabel”. (hvor efter alle voksne flækkede af grin! J).
Efter den dag, har vi flere gange set hvordan han virkelig er vild med hende! J Flere gange har han set drømmen på hende og sagt ”Arabel, Arabel”, og én gang sagde han Arabel, Arabel, min søde”. Han har ”lært” at ”Den man tugter, elsker man”, for han er ikke altid god ved hende! Mange gange slår han hende, men det er kun fordi han er så vild med hende. Denne forelskelse resultere dog i at de ofte ikke kan side ved siden af hinanden, da hun bliver slået og han ikke kan koncentrere sig. En dag da vi skulle spise, var han helt væk i hende, og skiftes mellem at slå hende, ligger armen om hende og kigger drømmen på hende. Til sidst måtte vi flytte ham om på den anden siden, hvilket ikke var nemt. Han kunne ikke få øjnene fra hende. Det var næsten som i en tegnefilm, når en tegnefilm figur er vild med en, og man bare kan se hvordan øjnene næsten står ud af hovedet og der flyver hjertet ovenover. Det er lidt sjovt at oplever, at han på mange punkter er en helt ”normal” dreng, der f.eks. kan bliver lidt små forelsket. Ja kærligheden kan finde frem til alle..J
Bar mitzvah
Når en jødisk dreng fylder 13 år, fejres dette ved en ceremoni som kaldes Bar mitzva. Det kan sammenlignes lidt med vores konfirmation. Det er et ”tegn” på at man ”træder ind i de voksnes rækker”. I mandags var jeg så heldig at være med til en ceremoni. En dreng fra en anden klasse med autist børn, var fyldt 13 og skulle derfor fejres. Drengen gik sidste år i klasse med børnene fra min klasse og derfor blev de inviteret med. Vi skulle alle samles over i en synagoge tæt på skolen. Udover min klasse og hans egen klasse, var hans familie og andre lærere med.
Det hele foregik selvfølgelig på hebræisk, så jeg forstod ikke altid hvad der skete. En af de andre vokse fra min klasse var dog flink til at forklare hvad der skete ind i mellem.
Selvom mange af børnene var autister, prøvede vi af respekt at lave en lille skille væg mellem drenge og piger, da de normalt gør det i en synagoge. Vi måtte dog flytte nogle af børnene, da det ikke lige fungerede uden voksen (de fleste voksne er kvinder). Det gjorde dog heller ikke noget, men jeg synes bare stadig det var bemærkelsesværdigt, at det blev prioriteret at piger og drenge skulle adskilles.
Først læste og bad nogle af lærerne noget, hvorefter faderen tog drengen med op for at hente Toraen. I den jødiske kalender, har hver uge et skriftsted som hører til den uge. Når man skal fejre sin Bar mitzva skal man læse det skiftsted op som hørte til den uge man blev født i. Da drengen som blev fejret var autist, foregik nogle ting selvfølgelig anderledes, bla. læste han ikke selv skriftstedet højt, men han far og bror gjorde det for ham. Nogle gange når jøderne skal bede, tager de bederem og –klods på. Det gør de for at udtrykke at alle deres følelser og handlinger er under Guds vilje. Tingene bliver sat på venstre arm og på panden, for at de er tæt på hjertet og hjernen. Drengen fik også disse ting på panden og armen.
Efter at faderen og broren havde læst skriftstedet og bedt, skulle toraen sættes på plads igen. Derefter gik drengen sammen med nogle af de andre børn og voksne rundt i synagogen mens vi andre stod og klappede, jublede og sang. Da han kom tæt på os igen, kastede vi slik på ham. Dette er et specielt tegn på at toraen er sød som slik og at man ønsker ham et sødt/godt liv.
Efter mere sang og jublen, gik vi over i skolens gymnastiksal, hvor der var pyntet op med flotte balloner. Så var der ”ta’ selv bord” med forskellige slags mad, som blev sluttet af med en god sød kage!J Under maden blev der spillet musik, en på klaver og en på guitar. På et tidspunkt rejste alle sig op, og så var der bare dans. Der var rigtig gang i den, i sær lærerne fra skolen fik rigtig gang i alle børnene. Drengen der blev fejret, kom op på skuldre og løfte op på en stol og snoet rundt. Han blev rigtig fejret med en masse klappen, danse og jublen.
Jeg overvejede hvor meget drengen mon egentligt forstod af det hele, da han er en dreng med meget få ord. Men jeg tror i hvert fald at han oplevede at blive fejret! J
Jeg fik fortalt af mine lærer at alle holder fest når en dreng bliver 13 år, lige meget hvor religiøse de er. De som ikke er så religiøse holder så bare en fest uden ceremonien i synagogen. Det kan bla. være at de lejer en pool og inviterer venner og familie, til mad, dans og fest. Jeg ved ikke om de alle kalder det bar mitzvah, jeg tror måske mest det er de som holder ceremoni i synagogen.
Det var virkelig fedt at få lov til at opleve hvordan en Bar mitzvah kunne fejres! Spændende at få endnu et indblik i jødernes kultur!
(desværre har jeg ikke fået billeder fra Bar mitzvah endnu, men håber på at kunne lægge nogle ind blogge på et tidspunkt)
Male i Sekel lejligheder
Vi får også malet en masse. Den sidste 1½ uge malede vi ude i nogle lejligheder som ejes af en organisation som hedder ”Sekel”. Det er en organisation som hjælper handicappede til at få et sted at bo og med at få et arbejde. De handicappede bor så sammen i lejligheden, klare så meget de kan selv, og så kommer der en hjælper om aftenen og morgenen og hjælper med hvad der er brug for. Sekel hjælper os med at få vores visum, så derfor hjælper vi dem med at male lejligheder. De har omkring 80 lejligheder i Jerusalem og har bla. et værksted hvor mange kommer og arbejder. Der laver de forskellige ting, pakker reklamer for firmaer og alt muligt. Vores senior volontør har faktisk som noget nyt, været nogle dage ude og hjælpe på værkstederne, hvilket vidst har været en rigtig god oplevelse!
Pletten på vægen..?
Nogle gange er det helt nye lejligheder vi maler i, før der flytte nogle ind, og andre gang er det lejligheder hvor der bor nogle i forvejen. I sidste uge var vi ude i en lejlighed hvor der boede nogle i forvejen. I denne lejlighed var der pludselig en plet på væggen som vækkede vores opmærksomhed. Det var en firkantet plet, og det så ud til at den med vilje ikke var malet. Det lyder måske ret mærkeligt, og det synes vi også det var. Vi spurgte derfor en af medarbejderne hvad det var for noget, og han fortalte at man i nogle hjem lader en plet være umalet/grim som påmindelse af det ødelagt tempel. I år 70 blev templet ødelagt af romerne og i dag er Tempelpladsens vestmur, Grædemuren, det eneste der er tilbage af jødernes minde om templet. I dag er der i stedet bygget Klippemoskéen.
Plette på væggen, er derfor et minde om tempelpladsen og et ”tegn” på at hjemmet ikke skal være pænt eller perfekt, når templet ikke er der mere.
Igen en ret speciel ting men også ret fedt synes jeg. At de så gerne vil mindes templet!
Pletten, til påmindelse om Templet.
Klippemoskéen som i dag står hvor Templet stod.
Da vi I Jerusalam-ugen var henne og se tempelpladsen, og Klippemoskéen.
Da jeg i dag sad i bussen på vej hjem og nød Jerusalem, sad jeg med musik i ørene. Jeg lyttede til en jule cd, af ”Simone” (hende fra ”Scenen er din”). På Cd’en synger hun forskellige julesange som handler om det vigtigste i julen – Jesus!
Der midt i bussen, kom jeg virkelig i julestemning! Simone smukke sang, bragte julestemningen frem i mig og jeg sad og blev så taknemlig (igen) for at kunne være i dette land, så tæt på hvor Jesus for mange år siden blev født! I sær én sang talte til mig. Selvom jeg har hørt cd’en flere gange, har jeg aldrig lyttet til denne sang som jeg gjorde i dag i bussen. Sangen hedder ”Let me sing of X-mas”. Desværre kan jeg ikke finde teksten eller sangen, til et link så I kan hører den, men sangen handler om at der er så mange ting i juletiden som vi glæder os til. Spændingen ved gaverne, tiden med dem vi har kær, julemanden, nisser og meget mere. Men der er noget som er meget vigtigt! Omkvædet lyder sådan oversat:
”Lad mig synge om jul
Lad mig synge om håb
Lad mig fortælle historien om den største kærlighed af alle
Lad mig vise dig himmelen,
om meningen af det hele.
For Gud kom selv til jorden, på juledag.”
Senere synger hun:
”Dette er en tid på året hvor vi giver og vi modtager.
Der vil aldrig komme en gave som vil betyder så meget for mig, - at Han gav sin egen søn!”
Dette blev jeg mindet om i dag, -..”historien om den største kærlighed af alle”.
Jeg håber alle i den dejlige jule tid må blive mindet om Guds store kærlighed, at han kom til jorden – på juledag, da Jesus blev født!
Jeg vil ønske alle en glædelig december måned!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar